Hver lørdag tager jeg et varmt karbad. Mindst i en time ligger jeg og mediterer, halvsover, tænker, drømmer og slapper af i vand, der dufter af badesalt og olier.
Ofte har jeg visioner, som varer brøkdele af sekunder, og bagefter kan jeg ikke huske dem. Selv dem, jeg husker, giver som regel ikke mening, men det er som om, at tid og sted er totalt udvisket. Engang så jeg tre mennesker, to mænd og en kvinde, iklædt tøj fra det 15. århundrede. Den ene mand og kvinden sad ved et bord, og den anden mand stod ved siden af. De talte britisk engelsk sammen.
Nogle gange hører jeg bare løsrevne ord eller sætninger på forskellige sprog. Som hvis man browser gennem internettet med høj hastighed. Andre gange er der billeder med.
I dag varede vision længe nok til, at jeg både husker den, og den gav mening.
Fem mænd, iklædt tøj fra 50′ernes USA, var i gang med at arbejde. Jeg tror, at de fejede gade. De forbipasserende gav dem penge, tydeligvis helt frivilligt. I næste “klip” var vi i slutningen af arbejdsdagen. Jeg forstod, at de havde fÃ¥et penge nok til at leve. Ikke nok til at gøre dem rige, heller ikke sÃ¥ lidt, at de var fattige, men bare tilpas.
Så sagde en af dem (på US-english), at Skippy i øvrigt stadig var syg. En anden svarede: Skal han da være syg for altid?, men jeg forstod, at han bare ærgrede sig, for Skippy havde ikke været syg så længe. Næste klip kom lige efter. Der stod de fem mænd i en kø foran en glasluge. Jeg forstod, uden at noget var blevet sagt, at de satte noget af deres fortjeneste på deres syge kammerats konto.
Jeg “vÃ¥gnede” og tænkte over, om det mon ikke var sÃ¥dan, at samfundet skulle køre. I stedet for den store, upersonlige “staten”, hvorfor sÃ¥ ikke danne smÃ¥ cirkler, der har ansvaret for bÃ¥de sig selv og hinanden? I sÃ¥ fald kan de bedre styre sygdom, fordi pjækkerier ville gÃ¥ ud over de andre, som man jo kender og holder af, og man kunne bedre sige: Hør, du er da ret ofte syg. FÃ¥r du ordentlig ernæring? Er hygiejnen i orden? Eller er der noget andet galt?
Man kunne tage fat om problemet og løse det.
Humor kan være mere end sjovt. Jeg kan bedst lide vitser, som også giver stof til eftertanke, og her kommer en af slagsen:
En amerikaner, en jøde og en dansker blev slået ihjel i det samme biluheld.
Da de ankom til himlen, blev de modtaget af en noget forfjamsket engel, der sagde:
- “Ahem, jeg er meget ked af det, der er sket. Det er faktisk en fejl, at I er havnet her, for I er alle i god form, og I skulle ikke være døde i ulykken. Jeg kan sende jer tilbage, men uheldigvis er det forbundet med visse omkostninger, sÃ¥ jeg mÃ¥ bede jer om at betale $800 hver især.”
Amerikaneren hev en $1000-seddel op af lommen og sagde “keep the change” til englen, og vupti, brøkdele af sekunder senere var han igen nede pÃ¥ jorden.
Han rejste sig lidt fortumlet fra den båre, han lå på, og opdagede flere læger og sygeplejersker, som kiggede på ham.
- “Det er da dejligt at se, at du har overlevet, selv om vi troede, at du var død”, sagde den ene af lægerne. “Men sig mig – hvordan kan det være, at dine to kammerater der stadig er totalt livløse, nÃ¥r du er her uden en skramme?”
Amerikaneren kiggede sig rundt i hospitalsstuen og så jøden og danskeren ligge livløse på hver deres seng.
- “Tjah”, svarede han. “Jeg fik mulighed for at komme tilbage, hvis jeg betale returrejsen. Men sidst jeg sÃ¥ dem, var jøden i gang med at prutte om prisen, og danskeren havde sat sig til at vente pÃ¥, at staten skulle tage sig af omkostningerne.”
