Jeg ved ikke rigtigt … Jeg forstÃ¥r mig ikke pÃ¥ moderne børneopdragelse.
Sted: Vores stue.
Tid: Lørdag aften klokken 18:40.
Personer: Dreng 8 år, mand 55 år (far til drengen), min mand, 43 år, og mig, 46 år.
1. akt:
Drengen kommer ind på scenen, småløbende. Han når sofaen, hvor hans far sidder og taler med min mand og mig. Idet han bøjer sig ned over sin far, hvisker han:
- ps ps ps ps ps
Faderen, højt: Nej, vi skal lige straks spise.
Mig, der forstår, at drengen er sulten, tilbyder venligt: Der er lidt salat med tun og æg i køleskabet. Var det noget?
Faderen kigger på mig: Er der ikke noget brød?
Mig, undertrykker et suk, fordi 1) drengen havde allerede spist det meste af det brød, vi skulle have hele weekenden, fredag aften, på trods af at han fik at vide, at han ikke skulle proppe sig med det og 2) vi havde allerede om eftermiddagen drøftet brød-problematikken, idet jeg henviste til, at aftensmaden stod på hjemmelavet pizza, og der derfor ikke var behov for brød.
- Nej, der er ikke noget brød. Vi skal have pizza.
Faderen vender sig mod drengen og siger højt: Der er nogle karamelstænger i bilen. Kan du ikke hente dem?
Mig, tænker pÃ¥ salaten med tun og ser for mig ormeædte tænder, udspilede, underernærede maver, og siger, inden jeg nÃ¥r at tænke mig om og bide mig i tungen: Vil du ikke hellere …
Længere gik jeg heldigvis ikke. Hverken far eller søn var interesseret i tunsalat.
{ 1 comment… read it below or add one }
Hehe. Tak for en god skildring.
Jeg har tænkt meget over netop den sag. Jeg er nok den mest konsekvente af os begge, men holder mig enkelte gange en smule tilbage for også at give fruen muligheden for at sige fra. Men i sådanne situationer krummer jeg tæer, og dét tolererer selv fruen heller ikke.
At hun engang imellem kan være blød i knæene hvis vi spiser sent er forståeligt, men jeg ville nødigt have man en dag kunne beskrive et eller flere af børnene sådan. Så håber jeg nogen har givet mig et los i en vis legemsdel straks.
Tak fordi du bragte emnet på bane.