I går talte jeg i telefon med min onkel Jørgen, og snakken kom ind på min mormor.
Min mormor, Agnes Nejlund, var født den 19. maj 1903. Som mange andre piger fra den tid fik hun ikke ret meget skolegang. Det blev til hver anden dag i en årrække, indtil hun kom ud at tjene hos familien Bolsen. Hun fortalt mig mange sjove historier om sine oplevelser der.
Selvfølgelig lærte min mormor ingen fremmedsprog, men trods den manglende skolegang har jeg aldrig set hende lave en stavefejl. Det sproglige må have ligget til hende, og eftersom hun var vild med at rejse, lærte hun sig lidt af hvert.
To gange om året var hun i Italien, ved Gardasøen i byen Garda. Her lærte hun sig italiensk, og engang kom hun også hjem og havde fået en tysk penneveninde, som hun havde delt værelse med. Hun havde sin dybkoger med og lavede sin kaffe på hotelværelset (det var billigere), og så satte hun sig på en bænk ved havnen og kiggede på folk og nød naturen.
Et år var hun blevet inviteret til Holland til at besøge nogle venner, som vi havde fået via campingophold i Italien. Jørgen fortalte, at da hun ankom til lufthavnen i Holland, uden at kunne et ord hollandsk, var hun blevet lidt forvirret over de rullende fortove i hver sin retning. Hvilken vej skulle hun? Hun led også af svimmelhed pga. forhøjet blodtryk, så en forgæves tur på et rullende fortov virkede ikke indbydende.
Så fik hun øje på en, der gik og fejede gulvet. Han så italiensk ud, så den gamle kone trissede over til ham og indledte samtalen med “Scusi, Signore” og så en masse på italiensk. Manden blev himmel-henrykt over at være blevet tiltalt på sit eget sprog i Holland, så han fulgte hende hele vejen på det rullende fortov til det sted, hvor hun skulle hen.
Med sprog – og især god vilje og gå på mod – kommer man langt 
