Tillid

I går havde jeg to oplevelser af begrebet tillid. En positiv. Og en negativ.

Den ene oplevelse handler om den bank, jeg har haft i nu mere end fire år, og den anden om en restauratør, jeg ikke havde set før i går, da vi spiste hos ham.

Søndag og sol.

Vi var ude at køre en tur og stoppede i en lille by. Vi blev enige om at spise frokost der i stedet for at køre hjem og flikke noget sammen. Så vi kiggede rundt i byen.

I Frankrig holder mange restauranter lukket om søndagen, og det var også tilfældet i denne lille, hyggelige by, men kebab’en havde åbent, og så var der en lille restaurant, der tilbød en wok-menu, hvor man selv kunne vælge kød og grøntsager. Lækkert. Vi snakkede lidt med kokken, som stod og lavede maden udenfor, og som viste sig også at være ejeren af restauranten. Indenfor serverede hans kone, og deres søn på 2 rendte i hælene på hende.

Efter et hyggeligt og velsmagende måltid ville vi betale, og på det tidspunkt opdagede jeg, at pungen med kostpenge var lagt pænt derhjemme på plads på dens hylde. Med andre ord: Vi havde ingen kontanter med os.

Heldigvis havde vi vores danske visa-kort, hvor jeg vidste, at der var gået godt 3.200 kroner ind på for ganske nyligt, og vi havde ikke rørt det siden.

Men, men, men … kortet blev afvist.

Min mand gik til den nærmest pengeautomat, der spiste kortet.

Nu havde vi intet kort og ingen penge.

Der var ikke andet at gøre end at lægge kortene på bordet – og min iPhone, som jeg tilbød som pant. Vi var 40 km hjemmefra, og restauranten var ved at lukke, men vi ville gerne komme tilbage dagen efter med betalingen. Lidt snak frem og tilbage senere (fordi restauranten var nemlig også lukket dagen efter), sagde ejeren, at han ikke ville tage min iPhone, fordi jeg kunne jo få brug for den. Han stolede på os, sagde han. Vi kunne bare lægge pengene (70 euro = 521 dkk) i en kuvert og skubbe den ind under døren, når vi kom for at betale.

Men hvad med bankens rolle i alt det her?

Som sagt har jeg haft Lokalbanken siden foråret 2005. De ved, at jeg bor i Frankrig, og de ved, at der kommer rigtig mange kroner på kontoen i ny og næ, især to gange om året, når der falder royalties fra forlaget, men også sporadisk, når vi sælger e-bøger eller laver PHP-scripts for folk eller andet i Danmark. Ellers går alle penge mest ud og ind via vores franske bank eller PayPal.

De ved også, at vi betaler nogle ganske få regninger fast via dem, som fx DK Hostmaster (2 domæner), og ganske få andre ting.

Det er også sket, at vi ved en fejl har brugt visa-kortet, hvor vi skulle have brugt vores franske, og så er kontoen kommet måske 100 kroner i overtræk. Disse overtræk er altid blevet dækket ind, lige så snart der igen kom en indbetaling.

For nyligt havde DK Hostmaster hævet til to domæner, og der var også sket en anden automatisk hævning, gebyret for visa-kortet, mener jeg det var.

Først havde jeg ikke set det, for jeg tjekker ikke kontoen så tit, men en dag blev jeg opmærksom på, at der manglede 300 kroner på kontoen. Vi havde ikke brugt visa-kortet i lang tid, og jeg lagde det væk, så jeg ikke kom til at bruge det ved en fejl.

Nogen tid efter kom der brev fra Lokalbanken om, at mit kort var blevet spærret på grund af overtræk, og de havde taget 33 % i gebyr for dette (100 kroner).

Kort efter kom der som nævnt godt 3200 kroner ind på kontoen.

Så regnede jeg med, at når de så, at der manglede 300 kroner, og reagerede, så ville de naturligvis også reagere, når der kom 3200 kroner ind, ikke?

Men nej.

Svaret i dag var, at det skulle jeg selv holde øje med.

Et eller andet sted tror jeg, at banker ved, at vi er afhængige af dem.

Gid der var en bank, som man rent faktisk kunne have som forretningspartner. En, der vidste, at man i ny og næ kunne overtrække, men uden at der af den grund var tale om, at man var en ond og skummel person, og en bank, der rent faktisk et eller andet sted var klar over, at det var MINE penge, jeg lod stå hos dem, og ikke nogen, de bare havde råderet over, og som jeg så kunne tigge og bede om at få mulighed for at trække ud af deres bank igen.

Tænk, hvis der fandtes en bank, hvor man kunne have den slags ligeværdige forhold? En bankrådgiver, der ikke talte ned til en, som om man var en knægt på 3 år, der havde stjålet af kagekassen? (Citat fra e-mail i dag: Jeg har ophævet spærringen nu, men såfremt kontoen bliver overtrækket igen, vil kortet blive spærret.)

Tænk, hvis ens bank igennem mere end fem år kunne have bare en brøkdel af den tillid, som en totalt ukendt restauratør med kone og små børn kunne have?

Ville verden så ikke være et herligt sted at være?